Vedligeholdelse af zinktag og zinkfacade
Imponerende visuelle og tekniske materialeegenskaber gør zink til et utrolig populært materiale i moderne byggeri. Udover det er materialet også vedligeholdelsesfrit, hvilket er en afgørende faktor for de fleste boligejere, når de vælger byggematerialer.
Men hvad betyder ”vedligeholdelsesfri” helt præcist? Og hvad skal man være opmærksom på, hvis man har et zinktag eller en zinkfacade?
Man regner zinken som vedligeholdelsesfri, fordi den holder i mange årtier, uden at man skal røre en finger. Imidlertid er der nogle ting, man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at beholde materialets skønhed og elegance længst muligt.
Zink er et levende materiale, og der kan fremkomme farveforskelle i overfladen under den naturlige patinering af materialet. Overflader, der ikke bliver naturligt afvasket af regnvand, kan efterhånden få et hvidligt udseende på nogle områder pga. den manglende afvaskning. Korrosion kan også forekomme pga. snavsede overflader (sand, jord osv.). Ønsker man at bevare den ensartede overflade, kan rengøring fra tid til anden være en god idé.
Afvaskningen kan foretages med lunkent vand samt en stiv børste. Med denne minimale vedligeholdelse er risikoen for korrosion betydeligt nedsat, og man kan nyde zinkens imponerede farvetransformation og elegance i lang tid.